Store danske instruktører. I en ny foredragsrække sætter filmekspert Anne V. Gross fokus på nogle af vore allerstørste filminstruktører gennem tiderne. Fra de store auteurs Carl Th.
Dreyer og Lars von Trier til folkekære instruktører som Alice O'Fredericks, Paul Bang og Annelise Reenberg - og selvfølgelig ind imellem de, der virkelig har forstået at kombinere det folkelige med det dybsindige på vidt forskellige måder: Erik Balling, Lau Lauritzen jr. og Johan Jacobsen og Bille August
Det bliver både alvor og anekdoter om filmene og menneskene bag dem og naturligvis også en mængde eksempler fra filmene. Se og gense klip fra nogle af Danmarks største instruktørers film og find nye aspekter i filmene.
Fredag den 13. september 2024
1) Den store auteur: Carl Th. Dreyer
Der er ingen tvivl om, hvem der til alle tider har været Danmarks allerstørste auteur: det er Carl Th. Dreyer. Han har virket både som manuskriptforfatter, filmkritiker og sladderjournalist i filmverdenen. Men det er som instruktør vi først og fremmest kender ham. Hans værk er ikke stort, men strækker sig fra 1919 til 1964 - og han virkede indenfor både stumfilm (bl.a. "Blade af Satans bog" og "Du skal ære din hustru") og tonefilm ("Vampyr", "Vredens Dag", "Ordet" og "Gertrud"). Hans værk strakte sig også over både spillefilm, kortfilm og dokumentarfilm. Han har virket næsten lige dele i Danmark og rundt omkring i Europa. Vi skal både høre den smertefulde historie om denne store auteurs liv og se på nogle af de karakteristika, der har gjort hans film så berømte og agtede i hele verden.
Fredag den 27. september 2024
2) Danmarks flittigste instruktør: Alice O'Fredericks
Med næsten 70 danske spillefilm er Alice O'Fredericks den flittigste danske instruktør i tonefilmsæraen. Dertil kommer at hendes film ofte nød en helt særlig grad af popularitet i befolkningen. Som ung var hun manuskriptforfatter på (og skuespiller i) de populære Fy og Bi-film, senere blev hun en af hovedkræfterne i de optimistiske 30er-film og i dag er hun nok først og fremmest husket for sine to ualmindelig succesfulde film-serier: familiefilmene om "Far til fire" og filmatiseringen af Morten Korchs romaner, der startede en hel bølge af nostalgiske herregårdsfilm i 1950ernes Danmark. Uanset at Alice O'Fredericks sjældent har været kritikernes yndling, så har hendes film en kæmpestor plads i den danske kultur i det 20. århundrede. Der bliver nok at kigge på, når vi skal følge denne energiske dame fra stumfilmsæraen til kæmpesucceserne i 1950erne.
Fredag den 11. oktober 2024
3) En institution i dansk films guldalder: Lau Lauritzen jr
Selvom Lau Lauritzen jr. var en af sin tids flotteste fyre og en klassisk helteskuespiller, så er han for eftertiden kommet til at stå lidt som en "grå eminence" i det han mere og mere trak sig væk fra rampelyset. Han var født ind i filmverdenen og hele hans liv og virke kom til at gælde filmen. Han var skuespiller, manuskriptforfatter, instruktør, producer og direktør for et af landets 4 store studier, nemlig ASA - og som sådan en kernefigur i filmverdenen i de helt store år fra tonefilmens gennembrud til starten af 1960erne, hvor tv sætter en stopper for de gode tider. Lau Lauritzen kom frem via sin far, Lau Lauritzen sr - Fy og Bi-filmenes skaber. Skabte selv i 1930erne sammen med Alice O'Fredericks en helt ny ung genre i filmene - og gik på mirakuløs vis derefter ind i en dyb og begavet filmproduktion - ikke mindst sammen med dansk teaters store dame: Bodil Ipsen med film som bl.a Danmarks første rigtige film noir "Afsporet" og den smertelige "Cafe Paradis". Et kig på Lau Lauritzens liv og virke er en rejse ind i dansk films guldalders sjæl.
Fredag den 25. oktober 2024
4) Johan Jacobsen - en intellektuel verdensmand
Johan Jacobsen er ikke en instruktør mange i dag har hørt om. Og det er rigtig ærgerligt! For Johan Jacobsen har lavet nogle af dansk filmhistories allerbedste værker fra hans elegante screwball-komedier efter amerikansk forbillede, der skabte røre under 2. verdenskrig pga deres mondæne udtryk og moderne livsopfattelse til hans intellektuelt diskuterende og reflekterende film i efterkrigstiden. Lige dele elsket og udskældt - og altid med 100% garanti for kvalitet. Hans helt store succes var så afgjort det hverdagspoetiske drama om "Soldaten og Jenny", som scorede næsten samtlige priser ved den første Bodil-prisuddeling. Mest omtale fik dog til gengæld hans sidste store succes "En fremmed banker på", som opnåede at blive en af de eneste film i Danmark, der blev ramt af seksuel censur og endda fik stor indflydelse på censur-debatten i USA.
Fredag den 22. november 2024
5) Når det folkelige bliver kunst: Erik Balling
Man kan naturligvis slet ikke tale om dansk film uden at nævne Danmarks mest elskede instruktør: Erik Balling. Og det er med god grund at vi elsker ham - for ingen anden har i den grad formået at kombinere den allerhøjeste, seriøse filmkunst med folkelighed og humor. Tv-serien "Matador" er ikke bare folkeeje, men en del af vores kulturkanon og for mange yngre generationer nærmest grundlaget for vor verdensopfattelse. "Olsen Banden" betager til stadighed nye generationer. Men Erik Balling er naturligvis meget andet end "Matador" og "Olsen Banden" - og vi skal hele vejen igennem fra den lille fynbo første gang satte sine fødder på Nørrebro og til hans svanesang "Midt om natten".
Fredag den 20. december 2024
6) Holdbare successer: Annelise Reenberg og Poul Bang
Skal man rigtigt hygge sig med en dansk film lørdag aften, så bliver det højest sandsynligt en af 1960ernes store successer af Annelise Reenberg eller Paul Bang som "Charles Tante", "Baronessen fra benzintanken" eller de festlige familiefilm om "Min søsters børn". De var sammen og hver for sig mestre i at skabe folkelige kvalitetsfilm, som har holdt sig i flere generationer - til trods for mange hug fra kritikerne... Denne gang skal vi have fokus på Saga studiernes store tekniske bagmand, en af dansk films allermest professionelle håndværkere, Paul Bang - og hans lærling, den frygtløse drengepige Annelise Reenberg, der uden tøven vadede ind i mændenes verden og formåede at blive studiets - og efterhånden også tidens - mest succesrige instruktør.
Fredag den 3. januar 2025
7) Hollywood og nordisk melankoli: Bille August
I mange danskeres øjne er Bille August det tætteste vi kommer på Hollywood - og det skyldes naturligvis de næsten altid utroligt smukke billeder der danner baggrund for Bille Augusts film. De er storslåede og smukke i en grad vi sjældent ser i danske film. Men Bille Augusts film er meget mere end bare smukke - de er ofte meget dystre og viser mange af menneskesjælens ubehagelige sider, men også kærlighed og forsoning er en del af Augusts verdensbillede. Tænk bare på film som den på én gang charmerende og svigende onde børnefilm "Zappa", filmatiseringen af Martin Andersen Nexøs "Pelle Erobreren", Skagensmalerdramaet "Marie Krøyer", filmatiseringen af Henrik Pontoppidans udviklingsroman "Lykke Per", "Pagten" om det helt unikke, inspirerende og nedslidende forhold mellem den unge digter Thorkild Bjørnvig og den store fortæller og verdensdame, Karen Blixen og hans allernyeste: "Kysset" - en filmatisering af Stefan Zweigs tankevækkende og smertefulde novelle
Fredag den 17. januar 2025
8) Geni terrible: Lars von Trier
Ligesom Bille August og Carl Th. Dreyer er Lars von Trier også en lige så international som dansk instruktør. Lars von Trier lader ikke en tanke være utænkt og vover sig gang på gang ind i sindets og verdens allerstørste og mest kringlede spørgsmål. Manden der notorisk er angst for alting, udviser i sine film et intellektuelt mod af dimensioner. Desværre misforstås han fra tid til anden via pressen som tom provokatør og det er synd, for ikke alene er Lars von Triers film stor filmkunst, men de er også en stor oplevelse, idet de ofte fører en igennem tankemønstre, som man meget oftere burde udforske. Og så er de bare helt ekstremt smukt udført.
Der serveres kaffe og kage ved alle foredragene
Underviser: Anne V. Gross
Hold: 24219950.